ex_header_image
ODSHERREDSMALERNE

 

 

 

 

 

 

Karl Bovin l Kaj Ejstrup l Lauritz Hartz l Viggo Rørup l Ellen Krause l Victor Brockdorff l Ernst Syberg l  Povl Christensen l Ole Kielberg l Søren Hjorth Nielsen  l Alfred Simonsen   Birthe Bovin            Alle de andre    

 

 

 

Odsherredsmalerne er betegnelsen for en række kunstnere, først og fremmest malere, der i 1930`erne opsøger og bosætter sig i det dramatiske landskab i det sydvestlige Odsherred - i bakkelandet kaldet Vejrhøjbuen mellem Sejerøbugten og den udtørrede Lammefjord. Kunstnerne - med Karl Bovin (1907-85) og Kaj Ejstrup (1902-56) i spidsen - genopdagede det naturalistiske og figurative maleri i en tid, hvor den klassiske modernisme på mange måder var blevet herskende.

 

Kunstnerne kendte hinanden i forvejen - de fleste fra kunstakademiet - og når de bosatte sig tæt på hinanden - indenfor to kvadratkilometer - skyldtes det, at de maleriske ambitioner og de personlige venskaber i høj grad var sammenfaldende. Gruppen omfattede foruden Bovin og Ejstrup, Lauritz Hartz (1903-87), Viggo Rørup (1903-71), dennes hustru Ellen Krause (1905-1990), Victor Brockdorff (19121-92), Ernst Syberg (1906-81), Povl Christensen (1909-77), Alfred Simonsen (1906-35), Ole Kielberg (1911-85), Søren Hjordt Nielsen (1901-83) og Birthe Bovin (1906-80). De lejede sig ind i ældre huse og forladte husmandssteder, og flere af dem købte efter et par år deres boliger.

 

Bovin, Hartz og Rørup boede i Odsherred livet ud. De øvrige slog sig ned på egnen i kortere eller længervarende perioder i 1930`erne, og for manges vedkommende blev der tale om årlige tilbagevendende ophold for sommeren. Sammen og hver for sig formåede Odsherredsmalerne at sætte det naturalistiske maleri på dagsordenen igen. Mange af dem var med til at starte udstillingsgruppen Corner, der med årlige udstillinger i København var en fælles udstillings- og salgsplatform sammen med en række lige sindede kunstnere.

 

Det var ikke bare lyset og de dramatiske landskaber med stejle skrænter og masser af gravhøje, der fascinerede kunstnerne - selve landskabets djærve og lidt nøjsomme karakter passede godt til kunsternes intentioner og mål - som præcist formuleret Af Karl Bovin: " Vi malere , der vedkender os naturen som motiv, mener, at der stadig kan øses af denne uudtømmelige kilde og håber vedblivende at kunne lægge nyt land til."