Odsherred
Rådhus, Højby Sj., den 24. april 2007
OLAFUR ELIASSON til ODSHERRED
PRÆSENTATION OG PRESSEMØDE MED OLAFUR ELIASSON
Torsdag den 3. maj 2007 kl. 11.00 på Odsherreds Kunstmuseum,
Rødhøj 11, DK-4550 Asnæs
PRESSEMEDDELELSE
De tre gamle Odsherred Kommuner, Nykøbing-Rørvig, Dragsholm og Trundholm, har ønsket en
kulturel manifestation i forbindelse med kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2007.
En styregruppe med deltagelse af kulturudvalgsmedlemmer fra de tre gamle kommuner har
siden efteråret 2005 været nedsat for at tilrettelægge en større og blivende kulturel
markering af kommunesammenlægningen. Arbejdet er foregået i fortrolighed for at skabe en
overraskelse.
Valget faldt på den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der er vokset op i
Nordvestsjælland, nærmere bestemt i Sandby ved Gislinge, og har gået på Odsherreds
Gymnasium i Asnæs.
Olafur Eliasson, der betegnes som en af Danmarks aktuelt førende internationale
kunstnere, er blevet opfordret til at udarbejde forslag til en skulptur, en kulturel
manifestation, som vil kunne realiseres i det åbne landskab.
Kunstneren har med glæde taget imod invitationen og opgaven fra sin ungdoms hjemegn og
vil nu præsentere skitser samt en model for det samlede Odsherred Byråd og for pressen
ved et pressemøde på Odsherreds Kunstmuseum, Rødhøj 11, Asnæs, torsdag den 3. maj
2007 kl. 11.00-13.00.
- Dette er et meget spændende projekt, som vil medvirke til, at Odsherred lyser op på
nationalt plan, siger kulturchef i Odsherred Kommune, Hardy Granhøj Jørgensen.
De tre kommuner afsatte i alt 650.000 kroner til opgaven. Heraf er nu brugt 200.000 kroner
på skitse og model. Den samlede realisering af skulpturen anslås at løbe op i flere
millioner kroner. Beløbet skal ikke findes i kommunekassen, men via fundraising i de
næste par år.
Til Odsherreds smukke landskab har Olafur Eliasson foreslået et projekt med arbejdstitlen
Det heliotropiske rum, der vil sætte fokus på det særlige lys i området
såvel som stedets relation til solen i og med fundet af Solvognen i Trundholm Mose i
1902.
Projektet er samtidig en udløber af et igangværende forskningsprojekt i Olafur Eliassons
atelier i Berlin. Her undersøger han, hvorledes dagslys og skygger har indflydelse på
vores opfattelse af rum, blandt andet gennem kortlæggelse af solens bevægelse på himlen
set fra diverse højde- og breddegrader verden rundt. Formålet er at undersøge, hvordan
denne bevægelse alt afhængigt af beskuernes placering på kloden kan medføre
forskellige opfattelser af, hvad rum er.
Heliotropisk betyder "at vende hovedet mod solen".

Foto fra kunstmuseet
Arkens hjemmeside |
Olafur Eliasson,
født i 1967 i København af islandske forældre, studerede på Det Kgl. Danske
Kunstakademi i perioden 1989-1995.
I 1994 flyttede han til Berlin, hvor han etablerede Studio Olafur Eliasson, et
laboratorium, der idag beskæftiger cirka 30 arkitekter, specialuddannede håndværkere og
kunsthistorikere, som arbejder med undersøgelser af perception, tid, rum, lys og farve.
Olafur Eliasson havde sin første soloudstilling i 1994 i Tyskland og har siden
slutningen af 1990erne udstillet verden over. En foreløbig kulmination var The weather
Project på Tate Modern, London, i 2003, som blev set af mere end 2 millioner besøgende.
Ligeledes i 2003 repræsenterede Eliasson Danmark på Venedig-biennalen med The blind
pavilion. På ARoS skabte han året efter Minding the world, en udstilling der
introducerede det danske publikum til et bredere udsnit af hans værker, og for kort tid
siden vandt han konkurrencen for et nyt himmelrum på ARoS med projektet Your rainbow
panorama. |
Fremtidige projekter inkluderer
en oversigtsudstilling, der åbner i september 2007 på San Francisco Museum of Modern
Art. Udstillingen vil derefter rejse til flere andre museer i USA, herunder Museum of
Modern Art i New York.
I løbet af de seneste år er Eliassons engagement i arkitektoniske spørgsmål blevet
intensiveret.
Netop nu arbejder han blandt andet på façaden til The Icelandic National Concert and
Conference Centre i Reykjavik, såvel som en konceptbil med brintmotor for BMW.
Han underviser desuden jævnligt på kunst- og arkitekturskoler verden over og
beskæftiger sig med forskningsprojekter angående rumopfattelse og farveperception.
Eliasson repræsenteres af Tanya Bonakdar Gallery i New York, neugerriemschneider i
Berlin, og, siden 2004, Andersens Contemporary på Islands Brygge. Hans værker indgår i
en lang række internationale kunstmuseers samlinger, såsom Guggenheim, Tate Modern,
Museum of Modern Art i New York og Centre Pompidou.
Se endvidere: www.olafureliasson.net
Yderligere oplysninger: Kulturchef Hardy Jørgensen, Kulturforvaltningen, Odsherred
Kommune,
Administrationscenter Nykøbing, Tlf. 59 66 64 09
|